Hos Too Old to Die Young – et ungt bryggeri med masser af erfaring på holdet – i Sønderborg, brygges den slags øl, som bryggerne selv nyder at drikke. Det kan være alt fra de meget humlede IPA’er over tunge mørke stouts til øl, der fortolker eller viderebygger på historiske såvel som moderne håndværkstraditioner.
Der brygges på eget anlæg i Sønderborg, og derudover samarbejder Too Old to Die Young også med forskellige andre bryggerier. Hvert aspekt af processen er nøje overvejet og baseret på respekt for traditionerne og håndværket. Too Old to Die Young sigter efter at udfordre – dels gennem deres øl, men også gennem det tilhørende artwork – ønsker de at øllet skal fortælle en historie.
“Too Old To Die Young handler ikke kun om at brygge gode øl. Det er et mantra, vi lever efter. Et løfte om at få mest muligt ud af den tid, vi har, mens vi er her. En forpligtelse til konstant at udforske og forsøge at gøre en meningsfuld forskel overalt, hvor du kan. En kærlighed dedikeret til lige dele rejse og destination.“